Print this page

Fordele og ulemper ved jordvarme

Der er mange fordele ved jordvarme, både økonomisk og i forhold til miljøet. Du bør dog være opmærksom på, at jordvarme også stiller en række krav til din bolig. Her kommer de 5 vigtigste fordele og ulemper.

Top 5 fordele ved jordvarme

  • Store besparelser i varmeudgift: Du sparer mellem 50 og 60 % på varmeregningen sammenlignet med olie- eller gasfyr. Og helt op til 75 %, hvis du skifter fra elvarme.
  • Langtidsholdbar investering: Dit jordvarmeanlæg øger værdien af dit hus. Blandt andet fordi det sikrer en fast, lav varmeregning langt ud i fremtiden – også når energipriserne stiger.
  • Ingen vedligeholdelse: Når dit jordvarmeanlæg kører, skal du ikke bruge mere tid på det. Det passer sig selv.
  • Lav miljøpåvirkning: Varmepumpen i dit jordvarmeanlæg er eldrevet. Men den genererer 3-5 gange så meget energi, som den forbruger. Og anlægget udnytter jordens passive varme, som er gratis og bæredygtig.
  • Kan kombineres med solceller: Hvis du vil, kan du drive din varmepumpe ved hjælp af solceller på dit tag. Det gør løsningen endnu mere miljøvenlig og sikrer dig yderligere mod prisstigninger.

 

Top 5 ulemper ved jordvarme

  • Dyrt at etablere: Jordvarmeanlæg er dyre at etablere. Ca. 120.000-150.000 kr.
  • Tager tid at tjene investeringen ind: Det kan tage op mod ti år, før investeringen er tjent ind – hvis man vel at mærke ser isoleret på den årlige besparelse.
  • Stiller høje krav til dit hus: Hvis dit hus er dårligt isoleret, eller hvis dit centralvarmesystem er for gammelt, er det nødvendigt at renovere og efterisolere. Hvis du har elvarme, kan du spare mere ved at skifte, men til gengæld skal du etablere et nyt centralvarmesystem helt fra bunden.
  • Kræver plads i haven: En tommelfingerregel siger, at du skal bruge 1m² pr. meter slange der skal graves ned, eller du skal bruge halvdelen af varmepumpens størrelsen * 100. F.eks. kræver en 8kW varmepumpe 400 m² plads i haven. Og så fungerer varmeudvekslingen bedst, hvis din havejord er fugtig – og mindre godt, hvis den er sandet. Man kan også benytte en lodret boring.
  • Tilladelser og papirarbejde ved etablering: Du skal have tilladelse hos kommunen til at etablere jordvarmeanlæg, og du skal efterfølgende anmelde det til BBR-registret og give besked til dit forsikringsselskab. Denne proces kan din Klimainstallatør hjælpe dig med.

Vil du vide mere om jordvarme?

Så kom forbi et af Brødrene Dahl's Klimacentre. Her kan du få svar på alle dine spørgsmål om varmepumper, pillefyr, ventilationsanlæg og andre klimaløsninger. Se åbningstider og adresser her.